Vores hjem er typisk omdrejningspunktet for vores egen og vores families liv. Her slapper vi af, er sammen med hinanden på uformel vis, spiser, hygger, sover og meget, meget mere. Det er et område, der har mange anvendelsesmuligheder, hvilket belysningen naturligvis skal afspejle. I dette indlæg dykker vi ned i, hvordan du får en optimal belysning, der støtter op om de mange formål, som dit hjem har.

Når det kommer til belysning i hjemmet, er der helt generelt to tommelfingerregler. Først og fremmest bør du have en blanding af flere ”diffuse” (ukoncentrerede) lyskilder fordelt i et rum for at skabe en god stemning. Dette får rummet til at åbne op og virke mere behageligt at være i.

Den ukoncentrerede belysning bør du kombinere med skarpere og mere fokuseret lys på de steder, hvor du foretager dig noget, der kræver koncentration eller opmærksomhed. Det kan fx være i køkkenet, i læseområdet, ved skrivebordet eller i dit walk-in closet.

Belysningen i stuen

I stuen kan du forsøge med belysning i 3 ud af 4 hjørner, og fx fokusere et af lysene imod et objekt (et maleri, en plante eller et hjørnebord med en vase). Brug en kombination af både bordlamper, gulvlamper og pendler, hvoraf nogle har et nedadpegende lys, imens andre spreder lyset eller måske endda peger imod loftet.

Skab muligheden for, at man kan læse på så mange af siddepladserne som muligt. Dette kan du gøre med lamper med flere trin af lys eller dæmpefunktion. Herved får du flere brugsmuligheder med dit lys.

Belysningen i spisestuen

Det vigtigste område i spisestuen er selve spisebordet, der derfor bør være oplyst så klart, som muligt. Herved bliver det også behageligt at spise ved bordet, når det er mørkt udenfor, og man kan reelt se det, der foregår på bordet. Brug gerne en lysestage midt på bordet eller en pendel hængende over det.

Andre steder i spisestuen er indirekte og ufokuseret lys bedre. Har du en kommode op ad den ene væg, kan du placere stearinlys eller små lamper på denne, eller hav fx en matchende gulvlampe stående i et af hjørnerne, der kan være med til at forme indretningen.

Spiser du i køkkenet, så kan loftslamper, hvor du kan indstille belysningens styrke, være rigtig fine. Kombiner disse med et mere fokuseret lys, der hvor du tilbereder maden, så du kan se, hvad du laver, når du kokkererer.

Belysningen i soveværelset

Soveværelset er forbeholdt afslapning, søvn og samvær med din bedre halvdel. En rolig, intim og hyggelig atmosfære er derfor det, du bør tilstræbe. Undgå skarpt og stærkt lys, og gå efter et mere dovent og diffust lys i loftet, der lyser hele rummet op. Kombiner denne med et par læselamper ved siden af sengen, så du kan ligge i sengen og læse din yndlingsforfatter.

Har du et skrivebord i dit soveværelse, bør du naturligvis have en lampe på denne med en god LED-pære fra Philips. Sørg dog for at selve lyset vender væk fra sengen og drej det, så både skrivebordet og sekundært gulvarealet / omklædningsarealet oplyses.

Hvis dit soveværelse kommer med et tilhørende walk-in closet til omklædning og påklædning, kan du her eksperimentere med flere former for lys. Vigtigt er, at du får et oplyst rum, så du både kan se dit tøj og dig selv, når du har det på. Prøv dig frem med spejle på forskellige steder, da det giver dig mulighed for bedre at kunne se dig selv, men samtidig også er med til at sprede lyset. Dette er især vigtigt i et walk-in closet, der oftest ikke har vinduer, der kan give det naturlige lys.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *